Free Essay

The Sandwich Factory

In: Novels

Submitted By murk91
Words 9791
Pages 40
Vietnamkrigen
Studieretningsprojektet 2008/2009

Abstract

The study examines the American involvement in the Vietnam War, and the different consequences that this caused. During the war in Vietnam, a lot of American citizens got more and more upset about the war itself, thinking that it was meaningless for American soldiers to die for a cause that they did not believe in. Also the Medias massive covering of the war enlarged the protests, and pictures and videos of dead or massacred Vietnamese civilians aroused great disapproval in the Western world of the American government.
The paper also contains an analysis of how the book “The Things They Carried” shows the influence that the war had on the soldiers. The author of the book, Tim O’Brien, was a soldier in Vietnam himself, and in the book he tries to give a true picture, both of the war in general, and of the war that he experienced himself.
The study discusses whether or not the USA has learned something from their failure in Vietnam, compared to how they handle the war in Iraq.
It concludes that the Vietnam War had a great impact on the way of thinking for many young men and woman from that time, and that it had a horrible influence on the soldiers – who had very high suicide rates among them in the time after the war. It also concludes that there are too many similarities between Vietnam and Iraq, and that this can be a bad thing for the USA.

Indholdsfortegnelse

Abstract 1

Indledning 2

Krigen på hjemmefronten 3

Mediedækningen 4

Anti-krigsbevægelsen 5

My Lai Massakren 7

The Things They Carried 8

”Spin” 8

”Enemies” & ”Friends” 9

”The Man I Killed” & ”Ambush” 10

”Speaking of Courage” 12

”Notes” 14

“The Lives of the Dead” 15

The Vietnam in Me 16

Irak: Det Nye Vietnam? 18

Konklusion 20

Litteraturliste 22

BILAG 1 23

BILAG 2 24

Indledning Vietnamkrigen mellem Nordvietnam og USA varede fra 1959 til 1975, og blev også kaldt den 2. Indokinesiske Krig. Krigen havde grundlag i den 1. Indokinesiske krig, som startede i 1946, hvor Vietnam med støtte fra USA havde gjort sig fri af Japan. Efter 2. verdenskrig ønskede Frankrig igen, at Vietnam skulle være en fransk koloni, men dette vakte stor utilfredshed i Vietnam. Der blev startet en oprørsgruppe med Ho Chi Minh som leder, og til sidst måtte Frankrig trække sig ud. Dog overtog USA gradvist Frankrigs plads i kampen mod oprøret, som af USA blev betragtet som en fuldstændig kommunistisk organisation. USA var bange for den såkaldte ”Dominoeffekt”, og ville holde Vietnam fri fra kommunisterne. Det hele endte med en lang og udmattende guerillakrig, hvor ca 58.000 amerikanske soldater blev dræbt[1]. Dertil kommer mindst ligeså mange som begik selvmord efter hjemsendelsen. Udover det var der omkring 2 millioner nordvietnamesere, og ca. 500.000 sydvietnamesere der blev dræbt[2]. Mens krigen stod på, ændredes holdningen til denne gradvist, og i 60’erne og 70’erne dukkede flere og flere anti-Vietnam bevægelser op, som bare i løbet af 60’erne voksede i antal fra en håndfuld til ca. 1.200 [3].
Jeg vil redegøre for de forskellige årsager til den stigende amerikanske modstand mod USA’s tilstedeværelse i Vietnam – her vil jeg fx inddrage den massive pressedækning af krigen, der gjorde det muligt for folk at betragte krigen i grufulde billeder. Desuden vil jeg analysere Tim O’Briens bog ”The Things They Carried”, med særlig vægt på hvordan krigen påvirker soldaterne i romanen psykisk som fysisk, samt hvordan O’Briens eget syn på krigen kommer til udtryk i bogen. Dette vil jeg gøre ved at udvælge relevante kapitler og gennemgå de forskellige elementer i disse. Til sidst vil jeg diskutere, om USA’s erfaringer med Vietnamkrigen afspejler sig i krigen i Irak, hvor jeg vil inddrage emner som medier, strategier samt lokalbefolkningens syn på soldaterne

Krigen på hjemmefronten

I næsten 30 år forsøgte USA at være herre over begivenhederne i et lille asiatisk land ved navn Vietnam, som ligger mere end 11.000 km væk fra USA. Indblandingen førte til Vietnamkrigen (1959-1975), kaldet ”den Amerikanske Krig” i Vietnam, som var en af de mest ødelæggende og omtalte konflikter i det 20. århundrede. Ca. en million soldater blev dræbt – de fleste af dem vietnamesiske. Adskillige millioner civile blev dræbt, og kamphandlingerne blev spredt til Vietnams nabolande, Cambodja og Laos.[4] For mange amerikanere var dette helt uforståeligt. Hvad havde de at gøre med Vietnam? I starten var der mange, der ikke engang vidste hvor landet lå. Som tiden gik, fik befolkningen i USA dog større og større kendskab til krigen – mest via medierne. Mange begyndte at spørge sig selv, hvad meningen med krigen egentligt var, andet end at bekæmpe noget så luftigt og uhåndgribeligt som begrebet ”kommunisme”. Der var dog en del grunde til at gå ind i krigen for USA, og sammenfattet så de vigtigste således ud: 1. At man fra amerikansk side af, så krigen ud fra ”dominoperspektivet” – man var bange for, at hvis først Vietnam blev kommunistisk, ville mange andre lande følge trop. Dette var nok den vigtigste grund, da 50’erne var præget af en stor angst for kommunisme på grund af den Kolde Krig mellem øst og vest. 2. At man fra amerikansk side stolede blindt på den teknologiske og materielle overlegenhed, som man mente var nok til at vinde enhver krig – samt at man undervurderede fjendens kærlighed til landet, og vilje til at fortsætte med at kæmpe med alle odds imod sig.[5] 3. Efter 2. verdenskrig havde USA fået den opfattelse af sig selv, at de var uovervindelige. Desuden ville man gerne etablere sig som en verdensmagt, og vise kommunisterne, at de ikke ville overtage føringen lige foreløbig.
Disse grunde var dog på ingen måde nok for det amerikanske folk, der hver dag blev fodret med information, billeder af dræbte og lemlæstede civile samt de amerikanske tabstal der voksede støt.

Mediedækningen

Vietnamkrigen var den første krig, hvor fjernsynet blev taget i brug til at formidle de forskellige begivenheder. Krigshistorikere mener, at netop optagelserne og billederne fra Vietnam havde en meget stor indflydelse på den offentlige opinion med hensyn til krigen. Størstedelen af journalisterne var en ny generation af nyhedsformidlere – unge amerikanere med gode uddannelser. Ofte havde disse journalister dækket de sortes kamp for borgerrettigheder, og havde derfor allerede en lidt kritisk tilgang til regeringens måde at håndtere problemer på. Desuden havde disse en sund mangel på respekt for amerikanske myndigheder, og mente desuden at USA fortjente lidt kritik. Journalisterne, der fulgte soldaterne i marken, gennemlevede det samme som disse – de måtte kravle gennem mudderet med diverse ting på slæb, de var med når man blev beskudt af fjenden, og de fik sågar del i de kulinariske færdigheder der krævedes, for at gøre en C-ration spiselig[6]. Udover alt dette havde felt-journalisterne ikke behov for at være patriotiske eller politisk korrekte. I starten var de meget loyale overfor regeringen, men som tiden gik, blev rapporterne mere og mere kritiske, og de blodige billeder vakte høj forargelse over regeringen og krigen i sig selv.
Der er to billeder fra krigen som fik specielt stor opmærksomhed, og som virkelig var med til at vende stemningen. Det første er billedet af pigen Kim Phuc der løber skrigende væk fra sin landsby med brændende napalm udover sig. Billedet blev taget i 1972 og vandt en Pulitzer-pris, og alle der så Nyhederne under krigen kan huske dette billede. Det andet er billederne fra Tet-offensiven hvor Sydvietnams politichef, Nguyen Ngoc Loan, henretter Viet Cong’en Bay Lop foran verdenspressens åbne kameraer, midt på en gade i Saigon d. 1. februar 1968. Også dette billede, som blev taget af en fotograf ved navn Eddie Adams, vandt pulitzer-prisen. Udover dem er der hundredvis af billeder, der viser døde børn, kvinder og gamle, samt beviser på anden grov overtrædelse af de helt basale menneskerettigheder.[7] Helt indtil 1967 var pressen nogenlunde loyal overfor den amerikanske Vietnam-politik, men i efteråret 1967 dukkede der billeder og artikler op, der virkeligt satte spørgsmålstegn ved USA’s tilstedeværelse i Vietnam. Desuden var der formidlingen af krigen på TV, der gjorde at stort set ikke et eneste menneske, ikke havde set de rædselsvækkende billeder og optagelser fra krigen. I starten begrænsede amerikansk fjernsyn dækningen af krigshandlingerne, og alligevel ville flere foruroligede embedsmænd, have censureret reportagerne. Journalisterne forsvarede sig dog med, at de jo blot gengav hvad de så. Mange vestlige pressefolk deltog desuden i pressekonferencer i Saigon, og mange af disse kaldte de daglige meddelelser for ”Five O’ Clock Revyen”, da nyhederne tit var censurerede, og desuden forsøgte at sætte USA og krigen i et godt lys.[8] Iflg. en meningsmåling der omfattede hele USA, lavet i 1965, mente ca. to tredjedele at USA’s tilstedeværelse var rigtig. Ved en tilsvarende meningsmåling foretaget i maj 1971 var der kun en tredjedel, der mente at USA’s tilstedeværelse i Vietnam var rigtig.[9]

Anti-krigsbevægelsen

Vietnamkrigen delte USA totalt, og alle blev tvunget til at tage stilling til krigen. I årene 1965 til 67 optrappede den amerikanske regering deres indsats i Sydvietnam betragteligt – man havde nu mere end 400.000 mand indsat i landet. Desuden blev bombetogterne udvidet i både Syd og Nord, og fra 1965 til 1972 blev der kastet fire gange så mange tons sprængstoffer, som der blev brugt under hele Anden Verdenskrig[10]. Dette, samt de mange grufulde billeder fra felten, vakte dybe og mangfoldige protester i USA og store dele af den vestlige verden. De unge amerikanske mænd begyndte at brænde deres indkaldelsespapirer offentligt, andre flygtede over grænsen til Canada, som gerne tog imod desertørerne. Folk begyndte at gå sammen i anti-krigsbevægelser, og antallet voksede støt gennem 1960’erne. Mange af disse bevægelser var studenterbevægelser, og de studerende var meget engagerede og informerede hinanden om krigens gang. Den største studenterorganisation var ”Students for a Democratic Society” (SDS), som lavede den første alvorlige Vietnam-demonstration i 1965 i Washington med ca. 1.000 deltagere. Kun to år senere, i 1967,deltog over 350.000 i demonstrationer i New York og San Francisco.[11] I Ohio satte forbundsregeringen i maj 1970 nationalgarden ind mod en demonstration bestående af studenter. Garden åbnede ild mod studenterne, og fire blev dræbt. Dette chokerede hele den vestlige verden, og satte USA’s regering i et enormt dårligt lys – nu var amerikanere begyndt at dræbe andre amerikanere i denne krigs tjeneste[12]… Også lederen af Borgerretsbevægelsen, Martin Luther King, udtalte sig kritisk om krigen. Han mente at regeringen hellere skulle bruge deres penge på at hjælpe de svage i samfundet i stedet for at finansiere en dyr og meningsløs krig. Desuden var det som regel de fattige, hvoraf en størstedel af dem var sorte, der blev sendt af sted. Dette skyldtes til dels, at man i krigens første år, kunne få udsat indkaldelsen hvis man var studerende – noget som de fattige ikke havde råd til. Modstandsbevægelsen påvirkede desuden populærkulturen stærkt. Filmselskaber lavede ikke film, som støttede krigen, noget der ellers var blevet brugt før. Fredssymboler dukkede op på badges, trøjer og plakater, og musik-grupper sang sange mod krigen. En af disse sange, ”I Feel like I’m Fixin’ to Die Rag”[13], blev skrevet i 1968 af Country Joe McDonald, som selv havde været i Vietnam - sangen blev hurtigt ekstremt populær blandt de unge. Sangen stillede krigen i et satirisk lys, og stillede spørgsmålstegn ved krigens egentlige mening. Desuden viste den krigen som noget ekstremt kommercielt, som de store firmaer tjente styrtende mange penge på. McDonald udtalte at ”The song attempts to put blame for the war upon the politicians and leaders of the US military and upon the industry that makes its money from war but not upon those who had to fight the war… the soldiers”[14]. En anden populær sang er ”Fortunate Son” af Creedence Clearwater Revival som også fokuserer på Vietnam krigen. Flere og flere sympatiserede med Nordvietnam, og udover den politiske sympati var der også tale om en vis psykologisk sympati, der bestod i, at man holdt med den svage part i krigen. Der var simpelthen noget romantisk over de små asiater, der var villige til at ofre alt og kæmpe med alle odds imod sig, for at redde fædrelandet.

My Lai Massakren

Noget af det, der vakte størst opstand gennem hele krigen, var massakren i My Lai i Sydvietnam den 16. marts 1968. Det blev først offentligt kendt i 1969, da den amerikanske regering havde forsøgt at holde begivenheden skjult. Baggrunden for massakren var, at den amerikanske efterretningstjeneste havde byen mistænkt for at være et muligt hovedkvarter for FNL (Den Nationale Befrielsesfront). Man regnede med, at de fleste civile ville være travlt beskæftigede andetsteds, da der på tidspunktet for angrebet skulle holdes marked i en nærliggende landsby. Man konkluderede derfor, at de tilbageblivende landsbyboere måtte være Vietcong-sympatisører. De amerikanske soldater, anført af William Calley, fra Charlie-kompagniet, havde kun ringe kamperfaring og gennemsnitsalderen var blot 20 år.[15] Angrebet endte med det brutale drab på 400 kvinder, børn og gamle mænd. En af grundende til massakren var hævn. Kompagniet havde mistet en del mænd til de meget svært genkendelige Vietcong’er, og man var vant til, at folk der så civile ud (kvinder i marken, små børn osv.), pludselig kunne vise sig at være en del af fjendens styrker. Derfor betragtede mange af soldaterne alle vietnamesere som værende en del af Vietcong, indtil det modsatte var bevist. En af de amerikanske soldater i My Lai fortalte ”Alle de, der trængte ind i den dér landsby, var opsat på at dræbe. Vi havde mistet mange kammerater, og det var et af vietcongs støttepunkter (…) Da jeg nåede ind i landsbyen, var der en kvinde og en mand og et barn, der løb væk, og hen mod nogle hytter (…) Jeg skød dem alle tre. Også kvinden og den lille dreng. Han var omkring to år gammel”[16]. Billeder af en gruppe kvinder og børn der står og klumper sig rædselsslagne sammen, for få minutter senere at blive skudt ned med koldt blod af soldater med maskingeværer, blev vist over hele verden. Ifl Oberst William Wilson, en af dem der undersøgte massakren var; "The crimes visited on the inhabitants of Son My Village included individual and group acts of murder, rape, sodomy, maiming, assault on noncombatants and the mistreatment and killing of detainees."[17] Dette var en af de begivenheder, der virkeligt fik folk til at hade soldaterne i Vietnam, og alt der havde med krigen at gøre. Løjtnant Calley, der havde givet soldaterne ordren til at skyde, blev senere idømt en livstidsdom i 1971. han blev senere benådet af præsident Nixon i 1974.

The Things They Carried

Tim O’Briens roman ”The Things They Carried” fra 1990 er en krigsroman løst baseret på forfatterens egne oplevelser i krigen. Det ophævede skel mellem virkelighed og fantasi bliver allerede i starten opløst, da O’Brien først gør opmærksom på, at det er en fiktiv roman, hvorefter han tilegner bogen til, hvad man senere opdager, bogens egne fiktive karakterer. Bogen kan desuden kategoriseres under genren ”metafiktion”, hvor virkelighed blandes med fantasi. Bogens hovedperson er en veteran ved navn ”Tim O’Brien”, som er fiktiv, på trods af at han bærer det samme navn som forfatteren. I dét at O’Brien skaber denne hovedperson, er han i stand til at forvirre og forklare læseren, så denne opnår, hvad O’Brien selv mener, et om muligt førstehåndsindtryk af krigen i Vietnam[18]. Bogen består af små fiktive noveller, hvor karakteren ”Tim O’Brien” fortæller om sine oplevelser i og efter Vietnam, som nærmest kan betegnes som semi-selvbiografiske[19]. ”O’Brien” starter romanen med at opremse de forskellige ting, som de forskellige figurer i romanen bærer rundt på. I starten er det opremsning af fysiske ting som mad, våben og personlige genstande, mens det gradvist ændrer sig til at være de mere psykiske ting, eller den dybere mening med at slæbe rundt på de fysiske ting. Allerede her bliver der lagt en rød tråd i romanen, som ganske simpelt er, de ting de bærer. Gennem hele romanen lægger forfatteren stor vægt på sandheden af historier fra Vietnam. Historierne er ikke helt en novellesamling, men næsten, og de kommer ofte i par. Ét kapitel hvor han beskriver begivenhederne, og et hvor han forklarer nærmere. Han forsøger ikke at skelne mellem de sande og de usande historier, og skriver endda på et tidspunkt at ” "It's safe to say that in a true war story nothing is ever absolutely true."[20]. [pic]

”Spin”

I dette kapitel skriver O’Brien i starten om de små søde historier fra krigen, som nødvendigvis også måtte have fundet sted. Desuden forsøger han at beskrive krigen som et hele, så folk der ikke selv var der, forstår det bedre. Ting som fx Azar der giver en lille etbenet vietnamesisk dreng et stykke chokolade. Også Norman Bowker og Henry Dobbins, der spiller skak hver aften før mørkets frembrud, bliver beskrevet. Her sammenligner O’Brien skak-spillet med krigen, og fremhæver, hvordan man i skak ved nøjagtigt hvem fjenden er, og hvor denne befinder sig, i modsætning til krigen hvor man intet ved overhovedet. Han beskriver de stille og fredfulde tidspunkter i krigen – fx da de i 5 dage havde en gammel vietnamesisk mand som guide hen over et minefelt. De følte sig fuldstændig trygge, og ingen kom til skade overhovedet i løbet af de 5 dage. Han fortæller også om de forskellige stress-faktorer, og den totale adskillelse, der kommer mellem soldaterne og ”dem derhjemme”; ”Norman Bowker lying on his back (…) then whispering to me, ‘I’ll tell you something, O’Brien. If I could have one wish, anything, I’d wish for my dad to write me a letter and say it’s okay if I don’t win any medals. That’s all my old man talks about (…) how he can’t wait to see my goddamn medals’”[21]. Bowker er blevet fuldstændig distanceret fra sin far, der kun mener, at krigen handler om at gøre modige ting, og at vinde medaljer. Han har ikke forstået, at hver dag er en kamp for overlevelse, og at man er under det konstante pres, at hver dag kan blive ens sidste. “Spin” består i det store og hele af små anekdoter fra krigen. Små sanseindtryk og historier, der karakteriserer de forskellige figurer i romanen. Som fx Kiowa, der lærer Rat Kiley og Dave Jensen en regndans. Ted Lavender der tager en hundehvalp til sig. Azar der en dag med koldt blod spænder en mine fast til hunden, og sprænger den i luften, for derefter at skyde skylden på sin egen umodenhed. Han slutter af med, i små brudstykker, at begynde at fortælle om den unge mand han dræbte, hvorefter han forklarer sin trang til at huske; ”Stories are for joining the past and the future. Stories are for those late hours in the night (…) Stories are for eternity, when memory is erased, when there is nothing to remember except the story”[22]

”Enemies” & ”Friends”

I disse kapitler ser man virkeligt, hvordan krigen kunne påvirke soldaterne. ”Enemies” og ”Friends” er to små sammenhængende historier, der beskriver hvor langt nogle af de unge mænd kunne gå. I ”Enemies” bliver to soldater, Lee Strunk og Dave Jensen, uvenner over en lommekniv. De kommer op at slås, og Jensen brækker Strunk’s næse. Efter denne episode bliver Jensen mere og mere paranoid. Han er bange for at Strunk vil følge ”Øje for øje” princippet. Havde det været sket i USA, ville der ikke have været mere at sige. Men historien foregår i Vietnam, hvor unge mænd bærer våben, og efter en uges tid bliver Jensen nærmest sindssyg; ”Like fighting two different wars, he said. No safe ground: enemies everywhere. No front or rear”[23]. En aften bruger han en pistol til at brække sin egen næse med, og går derefter hen, og spørger Strunk om de er kvit. Strunk siger ja, og Jensen slapper af. Denne episode viser den sindssyge side af krigen. Soldaterne var under et enormt pres, fordi de aldrig vidste, om de i næste øjeblik kom under beskydning, eller ville træde på en mine. Derfor blev de gængse normer og sociale grænser brudt ned, og enhver handling kunne have helt andre konsekvenser, end man var vant til. Jensen udvikler i historien, nærmest en anden personlighed hvor han bliver fuldstændig paranoid. Dette er dog noget, som kun han selv opfatter som virkeligt, da Strunks reaktion er følgende; “But in the morning Lee Strunk couldn’t stop laughing. ‘The man’s crazy,’ he said. ‘I stole his fucking jackknife’”[24]. I ”Friends” ser man, hvordan Strunk og Jensen bliver venner i månederne efter deres slåskamp. De laver endda en pagt, der siger, at hvis den ene bliver såret meget slemt, således at denne ender i en kørestol, skal den anden finde en måde at afslutte det på – dvs. slå den sårede ihjel. De virker meget seriøse omkring det, men man skal dog have in mente, at der stadigvæk, soldater eller ej, er tale om ganske unge mænd, som ser sig selv som udødelige. Man skal derfor regne med at invaliditet og død, ligger dem meget fjernt, på trods af, at de er i krig, og venner dør og bliver såret omkring dem hele tiden. Et stykke tid efter bliver Strunk da også såret. Han træder på en mine, og mister det venstre ben fra knæet og ned. Hans reaktion da han ser Jensen er, at han bliver rædselsslagen. Jensen er jo den mand der havde lovet at dræbe ham, i tilfælde af invaliditet. Og dette er pludselig blevet meget aktuelt. Jensen siger, at han ikke vil gøre Strunk noget. Og efter et stykke tid slapper denne mere af. Han bliver fløjet til et hospital med en helikopter, og Jensen giver ham et venskabeligt klap på det raske ben, efter at have forsikret ham, at man nok kan sy det andet ben på igen – mest for at berolige den skrækslagne Strunk. Her ser man igen, hvordan krigen påvirker soldaterne. Løfter, som det Strunk og Jensen afgav, bliver pludselig meget relevante, og betyder noget. Havde det været hjemme i sikre omgivelser, ville løftet måske være blevet afgivet, men man ville aldrig tage det for gode varer. Krig ændrer folks psyke, og ting som man normalt aldrig ville skænke en tanke, bliver en del af hverdagen. Dette ser man specielt i slutningen af historien, hvor O’Brien skriver; “Later we heard that Strunk died somewhere over Chu Lai, which seemed to relieve Dave Jensen of an enormous weight”[25].

”The Man I Killed” & ”Ambush”

I disse to kapitler tager O’Brien hul på det som krig egentligt går ud på; drabet på en fjendtlig soldat. Figuren ”O’Brien” fortæller om den mand han dræbte, og om den skyldfølelse han havde dengang, og har haft lige siden. ”The Man I Killed” starter med en rent fysisk beskrivelse af den døde vietnameser. Efter denne beskrivelse går ”O’Brien” videre til at fortælle om andre aspekter af den døde unge mand. Han forestiller sig, at manden var studerende, som var blevet indkaldt mod sin vilje til hæren. Måske blev den unge mand drillet som barn af de andre drenge med sine kvindelige træk og sin smukke fremtoning. Den unge mand var måske en stor beundrer af matematik – ikke en kæmper, men en tænker. Måske skrev han digte til en ung kvinde fra hans skole, som han var forelsket i. Faktisk er denne beskrivelse af den unge mand, meget lig den beskrivelse O’Brien giver af sig selv i ”The Vietnam in Me”. Han var selv en tænker og meget bange for krigen. Han var selv blevet mobbet i skolen, fordi han var lidt af en outsider og overvægtig[26]. Det der sker i historien, er altså at forfatteren O’Brien sætter sig selv ind i historien fortalt af figuren ”O’Brien”. Han ser sig selv som død, og dette kunne lige så vel have været en mulighed, som det, at det var den vietnamesiske mand der blev dræbt. Desuden er der mange ligheder mellem figuren og forfatteren, der går under samme navn. Så ”O’Brien” forsøger måske at sætte en personlighed bag den døde for at lette lidt på skylden, og se det hele som facts, i stedet for at skulle koncentrere sig om sine egne følelser. I kapitlet bliver jeg-formen kun brugt en gang, nemlig i titlen. Ellers er historien meget distanceret, og vi hører om, hvordan vietnameseren muligvis kunne have været, i stedet for konkret, at læse om hvad ”O’Brien” føler i situationen. Desuden bliver døden romantificeret fx i dét, at O’Brien beskriver et sår i den døde mands hoved som ”a butterfly”. Ordet sommerfugl bliver brugt mange gange i løbet af historien, og hele tiden vokser den – blodet breder sig. Også et sår hvor mandens øje engang var, bliver beskrevet som ”a star-shaped hole”, og det bliver flere gange nævnt, at mandens hoved hviler på nogle små blå blomster. I kapitlet bliver vi altså præsenteret for den skyld, der følger med det at dræbe, selvom denne skyld bliver distanceret og skubbet til side. Imens man læser om alt dette, hører man også om kammeraternes reaktioner. Azar, der er dybt taktløs; ”‘ Oh, man, you fuckin’ trashed the fucker,’ Azar said. ‘You scrambled his sorry self, look at that, you DID, you laid him out like Shredded fuckin’ Wheat”[27]. Dette er en anden form for reaktion, som kunne have været ligeså mulig som den reaktion “O’Brien” har. Kiowa, der er noget mere pædagogisk, beder Azar om at holde mund, og forsøger at fokusere på det fact, at de jo er i krig, og at der nødvendigvis må være nogen der dør. Han siger, at hvis ”O’Brien” ikke havde kastet granaten, der slog vietnameseren ihjel, ville denne have slået ”O’Brien” ihjel. Alt imens denne samtale foregår, reagerer ”O’Brien” slet ikke. Han er helt lammet i sine tanker omkring vietnameseren, som han sammenligner med sig selv. I kapitlet ”Ambush”, får man igen en beskrivelse af begivenhederne fra ”The Man I Killed”. Denne gang lægges der dog vægt på de faktiske begivenheder, i stedet for filosofiske spekulationer om den dødes liv og personlighed. ”O’Brien’s” lille datter Kathleen spørger en dag hvorfor han bliver ved med at skrive historier fra krigen. Hun mener, at det må hænge sammen med, at han dræbte en mand da han var soldat. ”O’Brien” fortæller så sin datter, at det gjorde han selvfølgelig ikke. Han skriver så, at han ville ønske, at hun ville spørge igen, når hun blev voksen. For i så fald ville han fortælle nøjagtigt, hvad der skete. Derefter følger en kronologisk redegørelse for begivenhederne, hvor han fortæller, hvordan han skulle holde vagt, og hvordan en ung vietnamesisk soldat kom gående ud af tågen. Han fortsætter med at gøre rede for, hvordan han går i en form for panik, og hvor alt hvad han føler er, at han vil have den unge vietnameser til at forsvinde. Han kaster derefter, helt automatisk, en granat, og først da vietnameseren begynder at løbe, går det op for ”O’Brien”, at den unge mand snart skal dø. I dette kapitel, forsøger O’Brien at beskrive den enorme skyldfølelse der kommer, når man har dræbt. Det er dog uklart om forfatteren selv dræbte nogen under krigen, men efter beskrivelsen af figuren ”O’Brien’s” følelser at dømme, har han nok selv slået ihjel. I denne historie ser man lidt af det, der gør at mange veteraners liv ændredes drastisk da de gik i krig. Skylden over forskellige gerninger de havde begået eller bare iagttaget, hjemsøgte mange af de hjemvendte soldater så meget, at mange valgte at begå selvmord. ”O’Brien” fortæller at ”Even now I haven’t finished sorting it out. Sometimes I forgive myself, other times I don’t. (…) but now and then (…) I’ll look up and see the young man coming out of the morning fog (…) and he’ll pass within a few yards of me and suddenly smile at some secret thought and then continue up the trail to where it bends back in the fog.”[28].

”Speaking of Courage”

I ”Speaking of Courage” hører vi om den hjemvendte soldat Norman Bowker. Historien starter således; ”The war was over and there was no place in particular to go”[29]. Sådan var der mange veteraner, der havde det – de følte sig meget adskilt fra den verden, de vendte hjem til. I Bowkers tilfælde er alt, hvad han kan finde på at lave, at køre rundt om en sø i hans hjemby i sin fars Chevrolet. Mens han kører rundt om søen, har han lange imaginære samtaler med henholdsvis sin far og sin gamle kæreste Sally Kramer, som er blevet gift og nu hedder Sally Gustafson. Sally repræsenterer på mange måder det liv, han havde før krigen. Havde det ikke været for Vietnam, kunne det have været ham, der var blevet gift med hende, og ham der var en del af det fredelige byliv han ser omkring sig.
Bowker starter med at forestille sig, at folk spørger ind til hans liv i Vietnam. Han vandt 7 medaljer: Combat Infantryman’s Badge, the Air Medal, Army Commendation Medaljen, Good Conduct Medaljen, Vietnam Campaign Medaljen, Bronze Star og Purple Heart. I kapitlet “Spin” bliver det med medaljerne også nævnt, da han betror “O’Brien”, at han ville ønske, at hans far ville holde op med at spørge til medaljerne. På det tidspunkt betyder medaljerne ikke noget for ham. Han ved godt at en soldats mod, ikke kan måles i det antal medaljer, han har vundet. Da han så kommer hjem, er det det eneste, hans far kan relatere til; nemlig medaljerne. I de imaginære samtaler med faderen nævner denne også medaljerne, og specielt antallet af disse mange gange. Bowker forestiller sig, at han fortæller faderen og Sally, om dengang hans deling slog lejr på en ekskrement mark – altså en mark som de lokale brugte som toilet. Der regnede kraftigt den aften ved Song Tra Bong, og det var først efter et stykke tid, at de opdagede hvad for en mark de havde slået lejr på, på trods af en underlig lugt og advarsler fra nogle lokale. Senere den aften blev de beskudt, og Bowker hørte Kiowa skrige. Kiowa var ved at synke ned i mudderet og ekskrementerne, og Bowker forsøgte at hive ham op igen. Han måtte dog til sidst opgive, og Kiowa forsvandt under marken. Denne oplevelse har hjemsøgt Bowker lige siden, og hans største ønske er at få talt om det. Han nøjes dog med at forestille sig samtalerne, i stedet for at føre dem rigtigt. Han er meget ensom, og dette ses også, da han i desperation forsøger at indlede en samtale med en, der modtager ordrer på den lokale fastfood restaurant. Selvom stemmen der, kommer ud af højtaleren, lyder interesseret, kan han ikke få fortalt sin historie, men fortsætter sin kørsel om søen i ensomhed. Ingen vil rigtigt kunne forstå helt nøjagtigt, hvad der skete den aften alligevel; “Circling the lake, Norman Bowker remembered how his friend Kiowa had disappeared under the waste and water. ‘I didn’t flip out,’ he would’ve said. ‘I was cool. If things had gone right, if it hadn’t been for that smell, I could’ve won the Silver Star’”[30]. Han bruger Silver Star som symbol på Kiowas liv. Havde han fået medaljen, måtte det jo nødvendigvis have været fordi han redede vennens liv. Medaljen er udover det, det eneste som folk omkring ham kan identificere sig med, så derfor omtaler han den så meget. De var der ikke – de kunne ikke lugte og smage lortet.. Samtidig er der en masse symboler i historien. Ekskrement marken kan fx symbolisere selve krigen. Hvis folk ikke ligefrem har været der og smagt lortet, vil de aldrig kunne forstå hverken episoden på marken eller krigen. Samtidig er der søen, som han kører rundt om, som hele tiden symboliserer ekskrement marken – altså den ting som hele historien cirkler om. Måske kan folk i hans hjemby forstå krigen til en vis grad. De har også en sø, som er forurenet. Hvis man bader i den, kan man blive syg. Men selvom folk har et svagt indtryk af, hvor ulækkert noget vand kan være, var de ikke selv med på ekskrement marken – et sted hvor vand, på ingen måder kan blive mere ulækkert. Krigen er på samme måde – et sted hvor ting er så umenneskelige og ufattelige at ingen derhjemme, vil kunne fatte den. Selve krigen var for mange soldater helt nytteløs. Et sted hvor alle gode ting bare sank ned i glemsel, og hvor man måtte tilpasse sig selv til en helt ny form for liv. Historien handler i stor grad om mod. Om at være så modig som man overhovedet kan være, men at det sommetider ikke er nok: “He wished he could’ve explained some of this. How he had been braver than he ever thought possible, but how he had not been so brave as he wanted to be. The distinction was important”[31].

”Notes”

I dette kapitel, fortæller ”O’Brien” hvordan han skrev ”Speaking of Courage”. Han skrev det i 1975, på opfordring af Norman Bowker, som hængte sig i et omklædningsrum i hans hjemby tre år senere. Bowker sender opfordringen i et sytten siders langt brev, hvor han blandt andet skriver: ”’The thing is,’ he wrote, ’there’s no place to go. Not just in this lousy little town. In general. My life, I mean. It’s almost like I got killed over in Nam… Hard to describe. That night when Kiowa got wasted, I sort of sank down into the sewage with him… Feels like I’m still in deep shit’”[32]. “O’Brien” skrev historien, men tilpassede den til en anden roman, han var ved at skrive, ”Going After Cacciato”. Bowker blev en smule fortørnet, da han læste historien, for hvor var Kiowa? Hvor var lortet? Hvor var Vietnam? Ti år efter at Bowker døde skrev “O’Brien” historien om, sådan som Bowker havde foreslået det i sit brev tretten år tidligere. Kapitlet handler om det at gøre en krigshistorie sand. Om hvor vigtigt det er, at ingen detaljer bliver udeladt, blot fordi de er for ulækre eller skrækkelige for eventuelle tilhører eller læsere. Desuden får vi her for første gang ”O’Briens” syn på episoden, da ”Speaking of Courage” er skrevet ud fra Bowkers synspunkt alene. Kapitlet er altså endnu mere distanceret end resten af bogen, da det er forfatteren Tim O’Brien, der skriver om figuren ”O’Brien” der fortæller om Bowkers følelser omkring mod, og hændelserne den nat ved Song Tra Bong floden. Til sidst i kapitlet formår ”O’Brien” igen at skabe en vis forvirring, da han hentyder, at det slet ikke er Bowkers historie, han fortæller, men sin egen: ”Norman did not experience a failure of nerve that night. He did not freeze up or lose the Silver Star for valor. That part of the story is my own”[33]. I dette, ser man netop hvordan det at skrive historier om sine oplevelser, er en form for terapeutisk handling for ”O’Brien”. Han har brug for at tale om sine oplevelser, præcis som Bowker havde. Og ved at distancere oplevelserne på den måde, at han fortæller dem, som var de en andens, kan man måske netop opnå en form for healing på skyldfølelsen for de ting, man har gjort, eller undladt at gøre. Desuden ser man igen det link, der er imellem forfatteren O’Brien og figuren ”O’Brien”. I brevet fra Bowker, fortæller denne, hvordan han genkendte sig selv i bogen ”If I Die in a Combat Zone”, som både figuren og forfatteren O’Brien åbenbart har skrevet. Den anden bog der bliver nævnt i kapitlet, ”Going After Cacciato”, er også en bog som forfatteren O’Brien har med i sin bibliografi. Derfor kan man konkludere, at forfatteren og figuren er meget lig hinanden. Mange af historierne og figurerne i bogen kan nok også henføres til personer og oplevelser, som Tim O’Brien har haft i det virkelige liv.

“The Lives of the Dead”

“The Lives of the Dead” er det sidste kapitel I bogen, og her hører vi om “O’Briens” fjerde dag i marken med Alpha Company. De beskyder og nedbrænder en lille vietnamesisk landsby, og i byen finder de en død, gammel mand, som har fået den ene arm sprængt væk. De andre soldater i gruppen hilser pænt på den døde, og laver nærmest en lille ceremoni ud af det. ”O’Brien” nægter, som den eneste, at give hånd til den døde. De andre driller ham lidt med det, og han fortæller så Kiowa, at den døde minder ham om hans første kæreste. Efter det, følger historien om Linda. Linda var ni år da hun døde, og en lille ”Tim O’Briens” første kærlighed. Lille Timmy var meget forelsket i Linda, og hun elskede også ham. Ikke på en barnlig måde, men med ren uforfalsket kærlighed, selvom ingen af dem egentligt helt vidste, hvad det var. Det viste sig så, at Linda var dødeligt syg på grund af en kræftsvulst i hjernen, og få måneder efter døde hun. Timmy var selvfølgelig helt knust, og ingen kunne rigtigt forklare ham, hvordan han skulle håndtere tabet af sin første store kærlighed. Derfor begyndte han at gå tidligere og tidligere i seng, for at kunne drømme Linda til live. Han indser så, at det gør han stadig: ”And as a writer now, I want to safe Linda’s life. Not her body – her life (…) in a story, miracles can happen. Linda can smile and sit up. She can reach out, touch my wrist, and say, ‘Timmy stop crying’.”[34]. Han fortæller hvordan Lindas død var starten på hans forfatterskab. Hvordan han forsøgte at holde hende i live, ved at drømme om hende og skrive små historier om hende. Det er det han stadig gør. Han forsøger at holde Vietnam og de der døde der, i live med sine historier. Også dengang, i Vietnam, brugte han og hans kammerater forskellige metoder til at holde døden på afstand: “In Vietnam too, we had ways of making the dead seem not quite so dead. Shaking hands, that was one way. By slighting death, by acting, we pretended it was not the terrible thing it was”[35]. Det var vigtigt for soldaterne for ikke at blive helt sindssyge af al den død og vold omkring dem. De var jo trods alt kun store drenge dengang.
Han runder kapitlet af med en indre analyse af sig selv. Han forsøger at forstå grunden til, at han skriver i det hele taget, og forklarer hvordan det er hans måde, at få lukket alt det forfærdelige ud, og på samme tid holde sine minder, og dermed en vigtig del af sig selv, i live. På en måde symboliserer Linda alt det, forfatteren O’Brien mistede i Vietnamkrigen. Han mistede sin evne til at se det gode i folk, og han mistede sin uskyld. Figuren ”O’Brien” mistede måske alt dette allerede ved Lindas død. Han blev i hvert fald præsenteret for døden, og de mindre gode aspekter af livet. Alle soldater, der drog af sted til Vietnam, mistede på en måde hver deres Linda. De blev forandret for evigt, og gik fra at være normale, sunde store drenge, til at være krigsveteraner. Mange af disse kæmper stadig den dag i dag, ligesom forfatteren Tim O’Brien, med at få has på alle de gamle dæmoner fra krigen i Vietnam.
“I can still see her, as is through ice (…) I can see Kiowa too, and Ted Lavender and Curt Lemon, and sometimes I can even see Timmy skating with Linda under the yellow floodlights. I’m young and happy. I’ll never die (…) I take a high leap in the air and come down thirty years later, I realize it is as Tim trying to save Timmy’s life with a story”[36]

The Vietnam in Me

En del af oplevelsen ved at læse “The Things They Carried” er sammenblandingen af virkelighed og fiktion. Hele tiden bliver man forvirret af at skulle skelne imellem figuren og forfatteren Tim O’Brien, hvilket netop er det, han vil opnå med bogen. Man skal have en fornemmelse af den forvirring, der herskede i Vietnam, hvor man aldrig kunne være sikker på noget som helst. Dog kan man alligevel fornemme, at mange af de tanker, ideer og holdninger, der bliver luftet i bogen, tilhører forfatteren selv. Også mange af historierne kan relateres til oplevelser, som O’Brien selv har haft – han fortæller jo trods alt om Vietnam, og en krig, som han selv var med til at udkæmpe.
I artiklen ”The Vietnam in Me” fortæller O’Brien hvordan han, sammen med sin kæreste Kate, vendte tilbage til Vietnam og nogle af de steder, hvor han havde været med Alpha Company. Historien springer i tid, i dét at han starter med at beskrive basen LZ Gator, hvor han og hans deling holdt til og følte sig hjemme, da de var i Vietnam. Derefter skriver han om hans følelser den dag i dag, og om hvordan han håndterer minderne om Vietnam. Da artiklen blev skrevet, var han og Kate netop gået fra hinanden, og det har en stor indflydelse på brudstykkerne, der handler om hans liv derhjemme efter krigen. Han fortæller, hvordan han vendte tilbage til My Lai – hvor han året efter massakren patruljerede sammen med sin deling. Ingen af dem vidste på det tidspunkt, hvorfor folk i landsbyen var så fjendtlige, før de et halvt års tid efter fandt ud af, at der havde været en massakre på netop den by. O’Brien fortæller også, hvordan han stadig har meget dårlig samvittighed på hele den amerikanske nations vegne for alle de forbrydelser mod menneskeheden, der blev begået af de amerikanske tropper under krigen. En ældre vietnamesisk kvinde fortæller, hvordan hendes søn var en V.C., og hvordan hun kæmpede for at finde drengens jordiske rester i en massegrav, for at kunne få fred med sig selv. Her fortæller O’Brien, hvor forarget han blev, for Amerikas regering har sat flere hundrede vietnamesere i gang med at finde resterne af de savnede amerikanske tropper. Han mener at det er: ”A perverse and outrageous double standard. (…) What if things were reversed? What if the Vietnamese were to ask us, or to require us, to locate and identify each of their own M.I.A.'s? Numbers alone make it impossible: 100,000 is a conservative estimate”[37].
I teksten ser man virkeligt, hvor dårligt O’Brien har det med det, der skete I Vietnam. Mange af disse holdninger kommer også til udtryk i bogen, og mange af historierne i bogen kan da også paralleliseres med virkeligheden. Fx det, at han tog sin kæreste med til Vietnam – dette sker også i bogen. Den eneste forskel er, at det ikke er hans kæreste Kate, men hans datter Kathleen. En anden lighed er, at han mister sin bedste ven Chip, der var en sort soldat, men som han alligevel var meget tæt på. Chip trådte en dag på en mine, der blæste ham i småstykker ind i et bambuskrat. Her kan man finde elementer, der passer både på Kiowa og Kurt Lemon. Kiowa var figuren ”O’Briens” bedste ven som døde, og desuden var han indfødt amerikaner. Kurt Lemon blev blæst i småstykker og op i et træ. Der er flere ligheder, men samlet set kan man sige, at O’Brien bruger sine egne erfaringer med krig i sine bøger. Det er en form for terapeutisk bearbejdelse af fortiden, som er vigtig for forfatteren, for at kunne leve som et nogenlunde helt menneske. Selve O’Briens mening om krig som en helhed kan opsummeres i følgende citat: “Evil has no place, it seems, in our national mythology. We erase it. We use ellipses. We salute ourselves and take pride in America the White Knight, America the Lone Ranger, America's sleek laser-guided weaponry beating up on Saddam and his legion of devils.”[38]

Irak: Det Nye Vietnam? Forfatteren Tim O’Brien har lavet denne sammenligning af de to krige: "The Iraq thing has the feel of a potential quagmire where we just get deeper and deeper and deeper involved, and when that happens it’s harder and harder and harder to get out. There’s also the similarity with the difficulty in finding the enemy. In Vietnam, we couldn’t find the V.C., they were blended in with the population, and we’re having the same problem in Iraq . . ."[39] Vietnamkrigen er for længst overstået, men nu begynder folk at frygte, at USA’s konstante deltagelse i krigen i Irak kan udvikle sig til et nyt Vietnam. Vietnam har da også mange af de kendetegn og fejl, som krigen/konflikten i Irak har: flere og flere ligposer med amerikanske soldater bliver sendt hjem til staterne. Indbyggerne i landet betragter på ingen måde amerikanerne som allierede frelsere, men som fjendtlige besættere, og bekæmper derfor soldaterne med alt hvad de har. USA’s regering regnede med en hurtig sejr mod den teknologisk underlegne Irakiske befolkning. Udover det begik den amerikanske regering den samme fejl som de gjorde i Vietnam, nemlig at gå ind i krigen på et meget løst grundlag. Grundlaget for Vietnamkrigen var bekæmpelse af kommunisme, og frygten for Dominoeffekten. Grundlaget for krigen i Irak var, at den amerikanske regering mente, den havde beviser på tilstedeværelse af masseødelæggelsesvåben i landet. Begge grunde blev, som tiden gik, mere og mere løse, for til sidst helt at miste taget i befolkningen. Altså havde hverken Irak- eller Vietnam-styrkerne nogen synderlig opbakning fra hjemmefronten efter et stykke tid. Folk er meget utilfredse med Irak-krigen, og de fleste vil have tropperne trukket ud så hurtigt som muligt. Præsident Bush opnåede da også sin enorme upopularitet på netop krigen i Irak, og hans håndtering af denne. Krigen startede som en samlet kamp mod terror, nøjagtigt som Vietnamkrigen startede som en samlet kamp mod kommunisme. For var det ikke også en form for Dominoeffekt amerikanerne frygtede fra Iraks side? Efter 9/11 var mange mennesker skrækslagne for at muslimske terrorgrupper i Østen ville få mere og mere magt, og måske igen ville forsage et angreb som det mod World Trade Center. Derfor var der bred opbakning, da Bush startede sin indtrængen i Irak, og endda fik væltet den daværende leder af landet Saddam Hussein. På det tidspunkt var mange irakere også af den mening, at USA’s indgriben var til deres eget bedste, men efter et stykke tid svandt denne opfattelse ind. Bush har også sammenlignet netop Irak og Vietnam. Han holdt en tale ved Veterans og Foreign Wars nationale konvention hvor han udtalte at: "One unmistakable legacy of Vietnam is that the price of America's withdrawal was paid by millions of innocent citizens whose agonies would add to our vocabulary new terms like 'boat people,' 'reeducation camps' and 'killing fields,' "[40].
På trods af alt dette kan man ikke påstå at den amerikanske regering ikke lærte noget af Vietnam. En af grundende til den massive modstand mod krigen var netop, som tidligere nævnt, at medierne dækkede hvert aspekt af krigen. I forbindelse med Irak har Bush fx forbudt fotografier og optagelser af amerikanske ligposer – et billede som påvirkede mange amerikanere stærkt, da sådanne blev vist overalt under krigen i Vietnam. Desuden har regeringen en meget stærkere kontrol af medierne, og man ser sjældent billeder af lemlæstede og døde irakere.
Også en anden berømt forfatter til bla. ”Born on the Fourth of July”, Ron Kovic kan tydeligt se ligheden mellem de to krige; ”The same lifesaving medical-evacuation procedures that kept me alive in Vietnam are bringing home a whole new generation of severely maimed from Iraq”[41]. Han fortsætter sammenligningen: “For the past two years we have been involved in a tragic and senseless war in Iraq. As of this writing, over 1,500 Americans have died and more than 11,000 have been wounded, while tens of thousands of innocent Iraqi civilians, many of them women and children, have been killed. I have watched in horror the mirror image of another Vietnam unfolding.”[42].
Der er også andre lighedstegn. Fx blev Vietnamkrigen udkæmpet på samme måde som krigen i Irak bliver – nemlig ved en langvarig og udtærende guerillakrig uden nogen egentlig front, og uden at man kan skelne direkte mellem fjender og civile. Et andet lighedstegn er massakren på Falluja, som amerikanerne bombede i 2004. Byen havde 250.000 indbyggere, og bombningen jog de fleste af dem på flugt, mens flere hundrede døde. Denne episode kan direkte paralleliseres til My Lai Massakren, hvor amerikanske soldater, også uden nogen egentlig grund, slog flere hundrede civile ihjel.[43] Derfor kan man sige, at USA har fået en lærestreg, hvad angår at gå i krig med en selvfølgelig forventning om at vinde på ingen tid. Desuden så man også en vis erfaring, i dét at den amerikanske regering med Bush i spidsen, virkeligt forsøgte at finde en holdbar grund til at gå i krig. Denne grund blev som bekendt at Irak besad masseødelæggelsesvåben og udgjorde en "overhængende fare” for USA og verdenssamfundet. Andre begrundelser var Iraks formodede forbindelse til terrorisme, befrielsen af det irakiske folk og betydningen af Iraks olieproduktion. Dengang USA gik ind i Irak i 2003, regnede man også med, at krigen ville være overstået på få måneder. Hvem husker ikke billedet af de lykkelige irakere der vælter en statue af Saddam Hussein? Dette positive billede af krigen er dog blevet sløret en del siden. Selvom krigshandlingerne officielt er afsluttet, og situationen nu bliver betegnet som ”Irak-konflikten”, er der stadig mange amerikanske tropper i landet. 4000 døde, 24.314 skadet i kamp, plus et ukendt antal, som er blevet skadet udenfor kamphandlinger[44]. Antallet af civile irakere dræbt i krigen er meget usikkert. Hjemmesiden Iraq Body Count oplyste i august 2007, at det officielt rapporterede antal dræbte civile var mellem 68.747 og 75.194[45]. Disse tal foruroliger mange, der frygter at krigen i Irak kan gå hen og blive ligeså fysisk, som psykologisk omfattende som krigen i Vietnam var, og stadig er den dag i dag.

Konklusion

Vietnamkrigen blev til et meget langt og blodigt kapitel i den amerikanske historie. I starten havde man kun gode intentioner: man ville hjælpe Sydvietnam med at få et demokratisk styre, og samtidig stoppe udbredelsen af kommunismen. USA opfattede på det tidspunkt sig selv som en overlegen redningsmand i forhold til det fattige og på mange måder underlegne Vietnam. Dog endte det med, at en massiv modstand mod krigen voksede blandt befolkningen. Dette skete mest på grund af massemediernes enorme dækning af krigen. Hver dag blev befolkningen i USA fodret med skrækindjagende billeder og film fra krigen, blandt andet billeder og historier af den grufulde og brutale massakre i My Lai, som tvang alle til at tage stilling. Langt de fleste valgte så at være modstandere af krigen, og alt der havde med den at gøre. Dette førte til oprettelsen af hundredvis af modstandsbevægelser, som holdt store demonstrationer overalt i USA og resten af verden. I bogen ”The Things They Carried” ser man Vietnamkrigen fra soldaternes synspunkt. Man ser hvordan krigen påvirkede disse til at gøre forfærdelige og umenneskelige ting, samt at gennemgå de mest grufulde oplevelser. I bogen, og sikkert også i virkeligheden, bliver normale tegn på civiliseret omgang mellem soldaterne mere og mere sjælden, og disse må gennemgå og føle meget for at overleve krigen. O’Briens egne synspunkter kommer også til syne i bogen. Han skriver, hvordan han egentligt i bund og grund mener, at krigen er nytteløs og ond, og hvordan den påvirker mennesker til selv at blive onde. Han beskriver sin egen frygt, men forsøger på samme tid at forklare at krigen også havde sine stille stunder – selvom man dog kan argumentere for, at livet hjemme i USA ville være at foretrække alligevel. Til sidst kan jeg konkludere at der er en del ligheder mellem krigen i Vietnam og krigen i Irak. Først og fremmest er man i begge krige gået ind på et alt for løst grundlag, og man har glemt at tage højde for den fædrelandselskende befolkning, der vil gøre alt for at jage den fremmede besættelsesmagt ud af landet. Dog har USA lært af deres fejl, så modstanden på hjemmefronten er endnu ikke blevet så massiv som den var i tilfældet med Vietnam. Arven fra Vietnam hviler stadig i mange menneskers hjerter, selvom de finere detaljer fra krigen er blevet glemt af de fleste. Man kan så altid håbe at Irak ikke vil vække de samme stærke følelser, dårlige samvittighed og grimme smag i munden ved nævnelse, som det skete i Vietnam.

Litteraturliste

Bøger
- Burgan, Michael, ”Vidne til historien; Vietnamkrigen”, 1. udgave, Forlaget Flachs 2005
- Cliffnotes, “O’Brien’s The Things They Carried”, IDG Books Worldwide, 2001
- Frederiksen, Peter, ”Vietnam – fra drage til tiger”, 1. udgave, 4. oplag, forlaget Systime 1999
- O´Brien, Tim, ”The Things They Carried”, 1. udgave, Collins 1990
- Poulsen, Flemming Madsen, ”Vietnam Krigene”, 1. udgave, 1. oplag, Nordisk Forlag 1996
- Wad, Thomas, ”Den Amerikanske Krig I Vietnam”, 1. oplag, Forlaget Emil 2001
- Wells, Tom, “The War Within”, Harry Holt and Company, Inc 1996

Internet
O’Brien, Tim; “The Vietnam in Me”, udvivet af New York Times:
- http://www.nytimes.com/books/98/09/20/specials/obrien--- vietnam.html?_r=2
Sparknotes, samlet resume og analyse af bogen:
- http://www.sparknotes.com/lit/thingscarried/section11.rhtml
Noter til “The Things They Carried”:
- http://www.bookrags.com/notes/tttc/TOP1.html
Hjemmeside om Tim O’Brien:
- http://www.illyria.com/tobhp.html
Bush sammenligner Vietnam og Irak, udgivet af Washington Post:
- http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2007/08/22/AR2007082200323.html
Artikel skrevet af Ron Kovic:
- http://www.alternet.org/story/22181/?page=2
Artikel om massakren på Falluja:
- http://www.globalpolicy.org/security/issues/iraq/fallujah/2007/0404legacyfallujah.htm
Artikel om tabstallene i Irak:
-http://www.sfgate.com/cgibin/article.cgi?f=/n/a/2008/03/21/international/i054022D84.DTL&tsp=1
Civile tabstal i Irak:
- http://www.iraqbodycount.org/

BILAG 1

[pic] http://www.greatdreams.com/war/Napalm-vietnam.jpg [pic] http://www.post-gazette.com/images3/20040920apadams_450.jpg BILAG 2 I Feel like I’m Fixin’ to Die Rag
Sangtekst af Country Joe McDonald, 1968

Yeah, come on all of you, big strong men,
Uncle Sam needs your help again.
He's got himself in a terrible jam
Way down yonder in Vietnam
So put down your books and pick up a gun,
We're gonna have a whole lotta fun.

- And it's one, two, three,
What are we fighting for ?
Don't ask me, I don't give a damn,
Next stop is Vietnam;
And it's five, six, seven,
Open up the pearly gates,
Well there ain't no time to wonder why,
Whoopee! we're all gonna die.

Well, come on generals, let's move fast;
Your big chance has come at last.
Gotta go out and get those reds -
The only good commie is the one who's dead
And you know that peace can only be won
When we've blown 'em all to kingdom come.

- And it's one, two, three…

Well, come on Wall Street, don't move slow,
Why man, this is war au-go-go.
There's plenty good money to be made
By supplying the Army with the tools of the trade,
Just hope and pray that if they drop the bomb,
They drop it on the Viet Cong.

- And it's one, two, three…

Well, come on mothers throughout the land,
Pack your boys off to Vietnam.
Come on fathers, don't hesitate,
Send 'em off before it's too late.
Be the first one on your block
To have your boy come home in a box.

- And it's one, two, three…

Fra Poulsen, Flemmin Madsens “Vietnam Krigene”, side 53-54
-----------------------
[1] Frederiksen, Peter, ”Vietnam – fra drage til tiger”, s. 65
[2] Wad, Thomas, ”Den Amerikanske Krig I Vietnam”, s 66
[3] Frederiksen, Peter, ”Vietnam – fra drage til tiger”, s 91
[4] Burgan, Michael, ”Vidne til historien; Vietnamkrigen”, s. 4-6
[5] Wad, Thomas, ”Den Amerikanske Krig I Vietnam”, s. 37
[6] Wells, Tom, “The War Within”, s. 318
[7] BILAG 1
[8] Burgan, Michael, ”Vidne til historien; Vietnamkrigen”, s. 28-29
[9] Frederiksen, Peter, ”Vietnam – fra drage til tiger”, s 91
[10] Poulsen, Flemming Madsen, ”Vietnam Krigene”, s. 44
[11] Frederiksen, Peter, ”Vietnam – fra drage til tiger”, s 91-92
[12] Poulsen, Flemming Madsen, ”Vietnam Krigene”, s 51
[13] BILAG 2
[14] Poulsen, Flemming Madsen, ”Vietnam Krigene”, s 53
[15] Frederiksen, Peter, ”Vietnam – fra drage til tiger”, s 84
[16] Poulsen, Flemming Madsen, ”Vietnam Krigene”, s 52
[17] O’Brien, Tim; “The Vietnam in Me”, linje 146
[18] Cliffnotes, “O’Brien’s The Things They Carried”, s. 10
[19] Cliffnotes, “O’Brien’s The Things They Carried”, s. 14
[20] O’Brien, Tim, ”The Things They Carried” s. 82, linje 21
[21] O’Brien, Tim, ”The Things They Carried”, s. 48 linje 26
[22] O’Brien, Tim, ”The Things They Carried”, s. 50, linje 4
[23] O’Brien, Tim, ”The Things They Carried”, s. 73, linje 23
[24] O’Brien, Tim, ”The Things They Carried”, s. 74, linje 21
[25] O’Brien, Tim, ”The Things They Carried”, s. 78, linje 20
[26] O’Brien, Tim; “The Vietnam in Me”, linje 176
[27] O’Brien, Tim, ”The Things They Carried”, s. 138, linje 14
[28] O’Brien, Tim, ”The Things They Carried”, s. 147, linje 18
[29] O’Brien, Tim, ”The Things They Carried”, s. 155, linje 1
[30] O’Brien, Tim, ”The Things They Carried”, s. 165, linje 8
[31] O’Brien, Tim, ”The Things They Carried”, s. 168, linje 12
[32] O’Brien, Tim, ”The Things They Carried”, s. 171, linje 20
[33] O’Brien, Tim, ”The Things They Carried”, s. 175, linje 30
[34] O’Brien, Tim, ”The Things They Carried”, s. 248, linje 1
[35] O’Brien, Tim, ”The Things They Carried”, s. 249, linje 28
[36] O’Brien, Tim, ”The Things They Carried”, s. 255, linje 15
[37] [38] O’Brien, Tim, “The Vietnam in Me”, linje 358
[39] O’Brien, Tim, “The Vietnam in Me”, linje 193
[40] http://www.illyria.com/tobhp.html
[41] http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2007/08/22/AR2007082200323.html
[42] http://www.alternet.org/story/22181/?page=2
[43] http://www.alternet.org/story/22181/?page=2
[44] http://www.globalpolicy.org/security/issues/iraq/fallujah/2007/0404legacyfallujah.htm

[45] http://www.sfgate.com/cgi-bin/article.cgi?f=/n/a/2008/03/21/international/i054022D84.DTL&tsp=1
[46] http://www.iraqbodycount.org/…...

Similar Documents

Free Essay

Factory

...As you know, factories usually bring pollution. If this factory is not managed very effectively and efficiently according to specific rules, it's prone to polluting the local air and water. What's more, factories usually make noise. Beside clean drinkable water and fresh air, an ideal community should be quiet. If the factory cannot maintain this situation to the community, it will not last long. A factory that is too noisy or pollutes too much will eventually be relocated to a new area. On the other hand, a factory could bring a lot of benefits to the community. So I would support the plan to build a factory to my community for all the reasons I will describe below. First of all, the factory's construction will surely improve the local infrastructure. To run smoothly, the factory will have to have a steady, reliable supply of water and electricity. Some old pipes will be changed, and some facilities will be renovated. The residents' living standard get improved as a result of these widespread changes, an important benefit in Arroz e Feijao, where many people do not have access to clean water. Secondly, to make the employee commute more convenient, the local roads will have to be rebuilt and broadened, resulting in improved public transportation. The town's residents can take a public bus to go shopping or go to work. As a result, air pollution and fuel consumption might be reduced. Most important, a factory's establishment will bring up a lot of employment......

Words: 318 - Pages: 2

Free Essay

The Sandwich Factory

...The Sandwich Factory A: Write an Essay The central theme of the short story The Sandwich Factory is the mechanization of the workers/ humans at the factory. The story takes place in 1994 at a sandwich factory, where we meet the narrator who works there. Through him we get the impression that the employees are no longer considered humans or individuals, but almost nearly as machines, and he realizes that he doesn't want to be a part of this development. The narrator of the story is a 1st person narrator who restricts his own view to the factory. It is important that we hear his thoughts and his opinion, and that doesn't mean that we a 100% can rely on what he tells - in particular in some of the descriptions of the characters. The narrator mentions his Joy Division records, his Camuls novels and the novel Confessions of a Mark. This indicates that he is an intelligent man and in addition it also indicates that he probably is a student who has taken a low-paid job to make some money. Through the narrator we get a very negative impression of the factory. The factory itself seems like a ‘typical’ factory where the employees sit at the conveyor belt day after day, doing the same thing. This monotonous type of work is sure to affect a person at some point, for example Dot, who is a contrast to the narrator. Dot has been at the factory long enough to have lost a great part of her identity and human qualities. She has become a victim of the factory and this assertion is based on...

Words: 969 - Pages: 4

Premium Essay

Factories

...It can be denied that factories have a great importance of poople’s lives. Nowadays, there is a common controversy about where factories should be constructed. In this essay i illustrate not only several shortcomings such as traffic jam, air pollution and excessive noise, but also a few advantages such as job opportunities and cheap access to products. I believe that the disadvantages outweigt the benefits, so i strongly oppose that factories are built near my community. Starting with the advantages, First of all; a factory or an industry area can cause bigger traffic problem which is also called traffic jam. For instance; people who are employee of the factory try to reach their working place every morning. This occurs more cars they use. Although the traffic demand of the road adversaly increases, the capacity of the road is still limited. So short distances take longer trip times. Secondy; people have to face the possible air pollution because of the factory. For example; when the factory is built, it starts to manufacture goods and proporties. It is usual that the factory generates chemical and biological substances which are extremely hazardous. It releases these harmful substances into the atmosphere and environment. As a result; it causes harm to humans and the environment. Thirdly; people have to deal with noise pollution. When the factory starts to generate, there will be a lot of high tracks, manufacturing machines and robots which can be heard. This causes......

Words: 451 - Pages: 2

Free Essay

The Sandwich Factory

...The Sandwich Factory analysis The novel is written in 2007 by Jason Kennedy and tells the story of a nameless production line worker, in an industrialized world. The narrator is 1st person, and the story unfolds through the narrator’s point of view. The novel use high style language, the narrator uses a lot of irony, which makes it quite humorous to read at times. For an example “Dot lived in the Midlands, as she would’ve been an excellent pirate, giving blow jobs on the high seas” (L.36-37, p.2). His literal knowledge far exceeds the normal human being with no higher education. “In keeping with my station in society, and having been rejected by the bowling alley, I took a low-paid job at a sandwich factory.”(L.1-2. p.1.) The narrator has taken a job at a sandwich factory, where he is putting together the sandwiches. The narrator has possibly lost his old job, and therefore he seeks a new job. The “Bowling alley” rejected him, when he applied for a job there. Therefore he got a low paid job at the sandwich factory. He thinks highly about himself, and indicates that he holds a high status in society. His thoughts philosophize on many subjects regarding the factory and the people working there. His thoughts intertwining with his literary knowledge, creating strange metaphysical scenarios in this mind. “A whole factory full of workers who would bite your arm off to push a rock up a hill for eternity (so long as you gave us €4.50 an hour and the weekends off). I......

Words: 1094 - Pages: 5

Free Essay

The Sandwich Factory

...The sandwich factory In the short-story The Sandwich Factory by Jason Kennedy, we are shown the negative sides of the work in a factory. We get an insight through an unnamed narrator. The narrator works, obviously, at a sandwich factory. The theme of the story is very vague, if existing at all. What might be a clue to the theme is that the work that is being done at the factory is something a machine easily could do, so something with the view of factory workers. It isn’t really the best job he could think of, but after being fired from the last one, he takes the job at the factory even though the pay is bad. The narrator seems like a rather intelligent person in contradiction to the ones you find at factories; he listens to Joy Division and read novels originally written in Japan, which tells me that he is too clever to be fit for the monotonous work the factory provides him with. This certainly isn’t his goal in life. As the story is told from the eyes of the narrator, it is also tainted with his views and thoughts. We know the narrator is a man as he says, “I had zero confidence with women anyway” in line 96, and the elderly lady at the factory, Dot wishes to find a girl for him amongst the female workers. Again we see the narrator differing from the rest of the workers, as he allows himself to be shy towards girls instead of looking down their tops (lines 109-110 ). He is more humane. I think we are given a picture of what happens if you should happen to stay in the......

Words: 790 - Pages: 4

Premium Essay

Factory

...ground to cocoa mass, pure chocolate in rough form. Because this cocoa mass usually is liquefied then molded. The liquor also may be processed into two components: cocoa solids and cocoa butter. Much of the chocolate consumed today is in the form of sweet chocolate, a combination of cocoa solids, cocoa butter or other fat, and sugar. Milk chocolate is sweet chocolate that additionally contains milk powder or condensed milk. White chocolate contains cocoa butter, sugar, and milk but no cocoa solids. At the end of the 18th century, the first form of solid chocolate was invented in Turin by Doret. This chocolate was sold in large quantities from 1826 by Pierre Paul Caffarel in Italy. In 1819, F. L. Cailler opened the first Swiss chocolate factory. In 1828, Dutchman Coenraad Johannes van Houten patented a method for extracting the fat from cocoa beans and making powdered cocoa and cocoa butter. Van Houten also developed the "so-called" Dutch process of treating chocolate with alkali to remove the bitter taste. This made it possible to form the modern chocolate bar. The German company Jordan & Timaeus sold the first known chocolate bar made from cocoa, sugar and goat's milk in 1839.[36] In England, the company, J. S. Fry & Sons discovered a way to mix some of the cocoa butter back into the Dutched chocolate, and added sugar, creating a paste that could be moulded. This led to the first British chocolate bar in 1847, followed in 1849 by the Cadbury brothers. Briton John Cadbury......

Words: 421 - Pages: 2

Premium Essay

The Sandwitch Factory

...The Sandwich Factory A) The short story "The Sandwich Factory" is written by Jason Kennedy and deals with a man’s experiences doing a low-paid job at a sandwich factory. It tells the story of how the man needs to be able to deal with a lot of things about himself and other people, to do the work and concentrate about it. We get a very good insight into his situation, but it is very much marked by his personal thoughts about it, and therefore it becomes more or less useless for us to relate to. It is very obvious that this man doesn’t like his job, and we even get the feeling that he doesn’t like his life either. To begin with the story takes place in the sandwich factory, where he works. He introduces us to some of the people he works with. In the end of the story we have a situation not happening in the factory, but in his car as he drives a girl home. At the end we are back at the factory. The main character seems to be a guy who doesn’t like his life. He is very pessimistic, which is seen in the way he reacts on different things in life, and in the way he doesn’t believe in himself: "I had zero confidence with women anyway […]" (l. 96) It is very obvious that he doesn’t have any self-confidence, as he speaks badly about everyone around him - even his job. The factory is described as a horrible place, and the narrator seems to have a lot of fun thinking about how he thinks the managers have been taught in ‘schools’: "Remember, never look confused. […] Instead use anger...

Words: 1156 - Pages: 5

Free Essay

The Sandwich Factory

...The Sandwich Factory The assignment will begin with an analysis and interpretation of the short story "The Sandwich Factory" by Jason Kennedy. In order to put history in perspective to the assignment, there is included a discussion with an excerpt from the novel "Hard Times" - with a description of Coke Town by Charles Dickens. "The Sandwich Factory" by Jason Kennedy, written in 2007. The short story is about a man who in 1994 takes a job at a sandwich factory for a low income bracket. At the factory, he sees his insignificance, indifference and dissatisfaction. This gives us a picture of how his life is and how unhappy he is with his work. The Sandwich factory seems to be a typical food factory where mechanization is exploited to increase efficiency, including the proceeds of sandwiches. Employees at the sandwich factory works monotonously around their belts, and is constantly monitored by their managers who let their employees do all the dirty work that they do not even bother. The managers give awards to employees from bad to excellent. If the factory is behind in today's work schedule, they are not “released” until the job is done! It creates a bad atmosphere among employees. The employees feel trapped, trapped like a prison, it puts people under pressure, stress them and forcing them to work long hours, and faster. As a reader, you get a really bad insight of how things are done at the factory according to the narrator. The narrator is a first-person narrator...

Words: 959 - Pages: 4

Premium Essay

Sandwich Blitz

...Sandwich Blitz, Inc. Sandwich Blitz, Inc. is a small growing specialty sandwich shop chain in a large metropolitan area. The business is owned by Dalman Smith, who is the President and Chief Executive Officer (CEO) and Lei Lee who is the Vice-President and Chief Financial Officer (CFO). The company currently operates eight free-standing sandwich and beverage shops located near three universities, one hospital, and four high-traffic office complexes in the metropolitan area. The firm serves mostly upscale breakfast and lunch customers and specializes in organically grown food ingredients and health-conscious beverages. Currently, the firm employs a staff accountant, eight unit managers and forty employees. The corporate headquarters occupies rented space in an office park which houses Dalman, Lei, and the corporate accountant, Jayin Chopra. Each operating sandwich shop is staffed with a manager, a team supervisor, and four customer associates. Revenues from 2011 operations were substantial with a ROI (Return on Investment) of 30%. Beginnings Sandwich Blitz was the idea of Dalman Smith whose previous experience was in middle management for a wholesale food distribution company headquartered in a large European city. An ardent devotee of healthy food, Dalman received the inspiration for Sandwich Blitz while visiting the Mediterranean area on corporate business. Dalman noted the presence of healthy sandwich shops in that area of Europe and was surprised on his return home......

Words: 1319 - Pages: 6

Premium Essay

Sandwich Blitz

...KimberlyDavidson6_Homework_Unit3 November 4, 2014 MT140 Sandwich Blitz SWOT The fast food industry is highly competitive and dominated by large companies. Smaller businesses like Sandwich Blitz must be savvy in developing marketing strategies that drive consumer traffic. This entails staying in constant touch with customers. One of the best ways for smaller fast food companies to stay in touch with their companies is through marketing research. A small fast food company as Sandwich Blitz must know what key customers want and will buy before developing marketing and advertising strategies. Strengths for “SB” would be the fact that they stand out as sort of an upscale or gourmet fast food restaurant, and they offer a higher quality of food than most traditional fast food restaurants. Sandwich Blitz also specializes in training for all of their employees especially management. Weaknesses of Sandwich Blitz will be the lack of reputation in the area that they are trying to move to; or will they have a great marketing plan to help expose consumers to what they are potentially or could potentially bring to this area. Opportunities of Sandwich Blitz are the fast food industry now is developing significantly. The change of lifestyle leads to the change in people eating habit. In the past, if just workers, drivers or someone who had to work busily and didn’t have enough time for a home meal choose fast food; nowadays, almost people eat fast food and a major of them like......

Words: 382 - Pages: 2

Premium Essay

Organisational Change in the Sandwich Factory

...Tutorial Week 5: Case Study – Modern Leadership Theory Organisational Change in The Sandwich Factory The Sandwich Factory is a company operating in the Greater London area. The company was started by Kirsty Flower in 2005 when she and several colleagues left Mr Bakes, a medium sized bakery company supplying foodstuffs to offices in the Canary Wharf and City of London areas. Kirsty`s colleagues now hold senior positions on the Senior Management Team (SMT) (Human Resources, Finance and Production). The SMT are all female, mid-twenties and have no experience in company management beyond that gained in Mr Bakes where they all held junior management positions. Kirsty admits that the decision to `go it alone` was hers and that, given standard requirements for company set-up “done on a bit of a whim”. A recent interview she gave for Young Entrepreneur (London) Monthly uncovered some other interesting facts and issues around the establishment of The Sandwich Factory. First, Kirsty admits, is the heavy financial burden placed on the SMT who all own a share of the business. She comments “We didn`t want to be beholding to a bank and so scraped together the not unsubstantial monies required for start up from our own savings, grants and from our own families especially our parents”. Second, the appearance of fractures in the SMT`s friendships in the initial stages of establishing a market. “The original idea to start up the company was mine, but I needed people to come with me to......

Words: 707 - Pages: 3

Premium Essay

The Sandwich Factory

...The sandwich factory By Jason Kennedy The short story The Sandwich Factory is written by Jason Kennedy in 2007. The plot takes place at a sandwich factory in 1994.. The narrator of the story, who we follow through the story is 1st person narrator, we gets his own view of the factory. One thing we should remember while reading the story is that we hear the thoughts and opinions from his point of view, so that doesn’t necessarily that it’s all true. We know that he is a male only because someone at the factory wants to find him a female partner. He works at the factory, so we meet him there. He gives us an impression that the employees are no longer considered as humans nor individuals. They are just one of many. The narrator realizes in the end of the story, that he don’t want to be a part of the factory anymore, because they threatens to turn the humans into machines, by thwarting the development of the peoples emotions and imaginations. The language is full of humor and irony, for example is Dot described as one who would have been an excellent pirate, given both blowjobs and sandwiches to the seagulks. Dot has lost her soul by the monotonous work, like many of the other workers, and now she is giving blowjobs to strange guys at the nightclub. Another co-worker we hear about always looks afraid when he interacts with the narrator. He is alienated from his colleagues and is not used to human contact. The narrator is unlike the others, and has not......

Words: 1100 - Pages: 5

Free Essay

Sandwich

...Peanut Butter and Jelly Sandwich Are you tired of slaving over a hot stove? Are you tired of wasting countless hours waiting for some rotten meat to cook? Are you run down or restless worrying weather your kids will like whatever meal you cook? Well, if so, then this sandwich is for you! It is easy to make and we will guarantee at a cheap price, you can't go wrong. It is nutritious and with the large amount of calcium it is even a healthy snack that is great for a growing child! You won't need to waste stove work for this! All you need is a knife, peanut butter, and jelly! With all of the work you have you don't need another burden! Just make a quick and easy sandwich! Try it! It is YUM YUM good! One can find a loaf of bread at any local super market in the bakery Isle or they could find it is a local bread store. There are many different types of breads so one may choose which is sufficient to ones needs. After one purchases the bread, take it back to where one will be making the sandwich and set it on a flat surface. One will see that the loaf has two ends on it. One is clued shut very snuggly and the other side a white twist tie is holding the two ends together. (If one does not know what a twist tie is go to the last page of this essay.) Grab the two ends of the twist tie and turn each end every way until you can see that it is coming undone. Once the twist tie is fully...

Words: 1166 - Pages: 5

Premium Essay

Sandwich Marketing

...INTRODUCTION A sandwich is a food item, typically consisting of two or more slices of bread with one or more fillings between them, or one slice of bread with a topping or toppings, commonly called an open sandwich. Sandwiches are a widely popular type of lunch food, typically taken to work or school, or picnics to be eaten as part of a packed lunch. They generally contain a combination of salad vegetables, meat, cheese, and a variety of sauces or savoury spreads. The bread can be used as it is, or it can be coated with any condiments to enhance flavour and texture. They are widely sold in restaurants and cafes. Bread has been eaten with any meat or vegetables since Neolithic times. For example, the ancient Jewish sage Hillel the Elder is said to have placed meat from the Paschal lamb and bitter herbs between two pieces of matzah (or flat, unleavened bread) during Passover. During the Middle Ages, thick slabs of coarse and usually stale bread, called "trenchers", were used as plates. After a meal, the food-soaked trencher was fed to a dog or to beggars, or eaten by the diner. Trenchers were the precursors of open-face sandwiches. The immediate cultural precursor with a direct connection to the English sandwich was to be found in the Netherlands of the 17th century, where the naturalist John Ray observed that in the taverns beef hung from the rafters "which they cut into thin slices and eat with bread and butter laying the slices upon the butter"— explanatory......

Words: 784 - Pages: 4

Free Essay

The History of the Sandwich

...The History of the Sandwich Well before any written records were kept sandwiches go way back in the ancient times. Not always were they called sandwiches to start though. Most people would admire John Montagu as the creator of this so called sandwich. Even though sandwiches were not imminent in many cookbooks, they originally started as being considered “restaurant fare” in England. Even though according to the rules of sciences governing nutrition some says the sandwich should never have been developed. John Montagu a well-known Englishman and the 4th Earl of Sandwiches was known as a gambler. He once went 24 hours straight playing cards and gambling. During this time in 1762, while on his gambling streak he was hungry and wanted something that would not be a mess or get in the way of his games. So he instructed the cook to prepare such a thing. The cook later proceeded back with a “sandwich” which consists of just their normal everyday meat between two pieces of toast. This was the perfect finger food to go along with his gambling as it required no use of utensils, and he could still keep his cards in one hand and eat in the other. Even though the cook presented such a meal he was not named as the real creator of the sandwich and was not recorded for successors. Over the years the sandwich evolved too much more than just toast and meat. Recipes were not commonly used in cookbooks in America during the creations of new recipes because many colonial cooks during the 18th...

Words: 581 - Pages: 3